Det er lørdag aften. Du slænger benene op i sofaen. Du har puder og popcorn omkring dig. Du tænder for Netflix, og scroller igennem udvalget af film og serier. Du lander på en serie og trykker play.
5 timer senere opdager du, at klokken er over midnat. Det er bare så svært at stoppe, når først man er gået igang.
Kender du følelsen? Så er du helt normal. Du er nemlig blevet ramt af Zeigarnik effekten.
Hvad er Zeigarnik Effekten?
Zeigarnik effekten refererer til, at den menneskelige hjerne er kodet til at ville afslutte det, den har startet. Vi husker ganske simpelt uafsluttede ting bedre end afsluttede ting, fordi de ligger og ‘nager’ os.
Når vi ikke får afsluttet det, vi har startet, oplever vi fysisk ubehag og stress, og vores hjerne vil intensivere vores hukommelse om, hvor vi slap, indtil opgaven endelig afsluttes.
Effeten er navngivet efter den russiske psykolog Bluma Zeigarnik. Hun kom på sporet af effekten da hun en dag besøgte en restaurant. Her rendte en umærkelig tjener rundt. Han besad hvad der syntes at være en overmenneskelig hukommelse: han kunne huske alle ordrer uden at skrive dem ned. Da Bluma senere forlod restauranten, opdagede hun kort efter, at hun havde glemt sin pung. Hun løb tilbage for at hente den, men nu kunne tjeneren ikke genkende hende. Bluma fandt denne adfærd underlig, og begyndte at forske i relationen mellem opgaver og hukommelse i en lang række eksperimenter. Det var sådan, Zeigarnik Effekten blev født.
Post Play og god Storytelling
Post-Play featuren hos Netflix er et glimrende eksempel på kommerciel udnyttelse af menneskets iboende behov for at slutte, hvad vi har startet. Når et afsnit slutter og serien automatisk fortæller, at det næste afsnit begynder om 10, 9, 8, 7, 6, 5 …. så er det svært for os at trykke ‘pause’ og vente til i morgen. Vores hjerne er nødt til at slutte hvad den startede – om det så tager halvdelen af natten.
Men nu tænker du sikkert: HBO bruger ikke Post-Play, men har stadig deres fans hooked uge efter uge. Hvordan kan det være? Forklaringen ligger i deres storytelling: de er markant bedre end Netflix til at skabe komplekse plot, hvor personlige fortællinger driver Zeigarnik effekten (hvilket også siger lidt om kvalitetsforskellen mellem HBO og Netflix).
Andre eksempler fra det digitale liv
Udnyttelsen af Zeigarnik effekten er dog ikke kun begrænset til filmstreaming-tjenester. Du finder effekten overalt i den digitale sfære, hvor de bl.a. bruges til at tiltrække eller fastholde brugere.
Tænk f.eks. på clickbait-artikler, der ved kun at give os små bidder af information, skaber en uforløst nysgerrighed (“24 times Tom Hardy Ruined Other Men For You), der får os til at klikke videre til artiklen. Om du vil indrømme det eller ej, er vi alle sammen faldet i fælden.
Et andet eksempel på brugen af Zeigarnik effekten til at fastholde brugerne, er de sociale mediers uendelige scroll effect. Vi scroller nedad og nedad uden nogensinde at ramme bunden – et digitalt inferno om du vil. LinkedIn er endda gået skridtet videre, og har indført en progress bar, der viser hvor langt du er med at fuldføre din profil.
Candy Crush, der kortvarigt blev en landeplage, udnytter ligeledes Zeigarnik effekten til at holde os ved muffen. Ved at introducere in-app purchases når du står midt en krise i spillet, er du mere tilbøjelig til at købe flere liv, simpelthen fordi du er nødt til at færdiggøre spillet.
Få flere artikler som den her i din mailboks.
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og gå aldrig glip af en artikel.
Referencer
