Willy Wonka: But Charlie, don’t forget what happened to the man who suddenly got everything he wanted.
Charlie Bucket: What happened?
Willy Wonka: He lived happily ever after.
Den evige jagt på næste nydelse
Det ville være fantastisk hvis Willy Wonka havde ret: at vi kunne nå til et mætningspunkt, hvor vores jagt efter at få opfyldt vores behov, blev fuldendt. Desværre er virkeligheden langt fra eventyret.
Forestil dig du tilbydes et stykke kage. Du tager en gaffel og stikker ned i kagen, vrister en lille bid af kage fri, og fører det op til munden. Du kan dufte sødmen fra sukkeret lige inden bidden rammer tungen. Og smagen er præcis som du forventede. Din hjerne udskiller dopamin, så du mærker et boost af nydelse. Prøv her at stop op og tænk over hvor lang tid nydelsen ved første bid typisk varer. Hvor lang tid går der, før du tænker på næste bid og stikker gaflen ned i kagen igen? 1 sekund? 2 sekunder?
Så snart vi oplever nydelse, søger vi næste nydelsesfulde oplevelse. Hvad mere er, så er nydelse – fra et kognitivt perspektiv – allerstørst lige først vi oplever den: lige før du tager første bid af kagen. Allerede ved anden bid falder den oplevede nydelse i din hjerne; ved tredje bid falder den endnu mere. Denne tendens til at føle falmende nydelse for hver bid har endda et psykologisk udtryk: attenuation.
Din hjerne er nemlig evolutionært kodet til at motivere dig til hele tiden at søge næste nydelse via primitive dopamin-drevne drifter, såsom sex og mad – hvad psykologer betegner “the hedonic treadmill”. Tilfredshed går simpelthen imod din overlevelse.
Nucleus Accumbens elsker Drake
Det område i hjernen, der især er beskæftiget med nydelse, er din Nucleus Accumbens. Området ligger dybt inde i din hjerne (den undseelige røde prik på billedet nedenunder), og har en særlig høj koncentration af neuroner, der kommunikerer ved hjæp af dopamin. Områdets indflydelse på vores oplevelse af nydelse er bevist utallige gange af hjerneforskere.
F.eks. har forskeren Greg Burns og hans kollegaer vist, at man ved at måle hjerneaktiviteten i netop Nucleus Accumbens kan forudse hvilke pop-sange, der senere bliver hits. I et eksperiment præsenterede de en række testpersoner for helt nye pop-sange, ikke tidligere spillet i radioen. Eksperimentet viste, at der var en klar sammenhæng med hvor stor aktivitet, der Greg og hans kollegaer observerede i Nucleus Accumbens, og hvor populær pop-sangene senere blev, da de ramte radioen.
Hvad der dog var særligt interessant ved eksperimentet var, at testpersonernes egne vurderinger af, hvilke sange de bedst kunne lide, ikke stemte overens med, hvad deres Nucleus Accumbens foretrak. Med andre ord sladrede Nucleus Accumbens om, hvad testpersonernes “guilty pleasure”-sange rent faktisk var, selvom testpersonerne ikke ville være ved det, når de blev spurgt. Det forklarer hvorfor Drak, Backstreets Boys og Nickelback appellerer til så mange, selvom de fleste sjældent vil anerkende, at de elsker sangene i (ædru) tilstand.
Havde Bauman ret?
Zygmunt Bauman (1925-2017), en af vores tids største tænkere, udgav i 2007 det berømte værk “Consuming Life“. Heri beskriver han hvordan det moderne forbrugssamfund er bygget op omkring ufuldendt forbrugsbegær og -tilfredshed. Her gang vi køber en ny ting, oplever vi kun tilfredshed en begrænset periode, hvorefter vi begærer noget nyt.
Lyder det velkendt?
Det er fordi forbrugssamfundet akkumulerer vores iboende jagt på næste nydelse. Forbrugssamfundet skriver sig direkte ind “the hedonic treadmill” ved kontinuerligt at appellere til Nucleus Accumbens med nye (unødvendige) versioner af iPhones og andre forbrugsvarer.
Det skaber, som Bauman ville sige, “a ‘Nowist culture’ – or a curiously hurried life.“
Referencer
Burns, G. S., McLure, S. M., Pagnoni, G., et al. (2001). Predictability Modulates Human Brain Response to Reward, Journal of Neuroscience vol. 21(8)
Ghuman, P. & Johnson, M. A. (2019). Blindsight: The (Mostly) Hidden Ways Marketing Reshapes Our Brain
Bauman, Z. (2007). Consuming Life
