En ny sæson af X-faktor betyder en ny udvælgelse af talenter – og fravælgelse af tonedøve klaphatte. Sidstnævnte stiller sig, som alle andre, håbefuldt op på podiet og skråler af deres lungers fulde kraft med overbevisning om, at de da helt klart er Danmarks nye svar på Justin Bieber. Dommerne bevæger sig utilpas i deres stole og rømmer sig akavet før de må briste deres X-faktor-drømme. Og her sker det interessante, som alle seere (om I vil indrømme det eller ej) elsker, at grine af: de tonedøve kan ikke forstå afvisningen. Nogen græder, andre bliver rasende, endnu andre kritiserer dommerne for ikke at anerkende deres talent. Og det rejser spørgsmålet: hvordan kan det være, at nogen mennesker har en tyrker-tro på, at de er verdensmestre til noget, når de i virkeligheden er elendige? Svaret er Dunning-Kruger effekten.
Hvad er Dunning-Kruger Effekten?
Dunning-Kruger effekten henviser til personer, der udfører en given opgave elendigt, men samtidigt overestimerer deres evner og viden om den relevante opgave. Med andre ord beskriver Dunning-Kruger effekten et mismatch imellem selvbillede og faktisk performance.
Dunning & Kruger, som (ikke overraskende) giver navn til Dunning-Kruger effekten, kalder dette for “the dual burden”:
X-faktor-deltagerne, der afvises i udvælgelsesrunden fordi de er komplet tonedøve, men ikke selv kan høre det, er et klassisk eksempel på Dunning-Kruger effekten. Det er præcis mismatchet imellem deres selvbillede og performance, der giver seerne et godt grin.
Et 'gap' imellem oplevet og faktisk virkelighed
Dunning-Kruger effekten har dog ikke kun konsekvenser når vi står på podiet i X-faktor. Som et iboende bias i os alle, der dog kommer særligt til udtryk hos visse personer, kan Dunning-Kruger effekten have vidtrækkende konsekvenser på et personligt og professionelt plan.
De fleste af os har en nogenlunde overensstemmelse mellem vores faktiske og oplevede virkelighed. Vi lærer fra folkeskolen af, at øvelse gør mester – og at mestring øger sandsynligheden for fremtidig succes.
Men for personer, der er underlagt Dunning-Kruger effekten, opstår der et ‘gap’ imellem deres oplevede og faktiske virkelighed. Et ‘gap’, der fører til en overvurderet selvtillid af faktiske evner – hvilket er problematisk, da det omvendt fører til en overevaluering af chancen for succes og en manglende evne til at kunne lære af egne fejl.
Det forklarer f.eks. hvorfor X-faktor-deltagere frivilligt vælger at udsætte sig selv for offentlig udmygelse – og endda vender tilbage året efter og prøver lykken igen.
Dunning-Kruger effekten kan illustreres af en U-formet kurve. Personer, der lider af Dunning-Kruger effekten, befinder sig yderst til venstre. Resten af befolkningen befinder sig midt i – og de egentlige eksperter befinder sig yderst til højre.
Uhensigtsmæssige konsekvenser
En afledt effekt af Dunning-Kruger effekten, er inkompetence i de højere samfundslag.
Som mennesker har vi en iboende tendens til at lytte mest til dem, der råber højest og udviser størst selvtillid – uanset deres faktiske kompetenceniveau. Det kan i visse (uheldige) tilfælde føre til forfremmelser af personer til vigtige stillinger, der dog ikke besidder de nødvendige kompetencer til posten.
Derved fravælges også personer, der rent faktisk besidder de ønskede kompetencer, men ikke i samme omfang taler højt om sine evner.
Referencer
Kruger, J. & Dunning, D. (1999). Unskilled and unaware of it: how difficulties in recognizing one’s own incompetence lead to inflated self-assessments, J. Pers Soc Psychol, vol. 77(6)
